Min forskning

I min afhandling undersøger jeg, hvordan nødvendigheden af skoleeksklusioner udvikler sig i skolens hverdagsliv. Analysen er baseret på fire empiriske materialer fra Danmark: den historiske lovgivning fra 1814-2014, 20 casestudier med børn, der er blevet midlertidigt suspenderet eller permanent bortvist fra skole, 1,5 års feltarbejde i en lokal 2./3. klasse med fokus på situationer, hvor børn smides uden for døren og tre eksperimenter i workshopformat. Jeg har en dialektisk, tysk-nordisk kritisk-psykologisk, praksisepistemologisk tilgang til undervisnings-lærings- og skoleledelsespraksissen som de to primære kontekster for at forstå skoleeksklusioner.

​

Selvom det individuelle barns ‘forstyrrelse’ er den primære reference, når skoleledere retfærdiggør deres brug af skoleeksklusioner, viser jeg, hvordan mange andre elementer spiller ind, såsom finansielle hensyn, skole-hjemsamarbejdet, og skolens omdømme. Jeg argumenterer for, at vi må overkomme dikotomien mellem ‘tolerance’ og sanktioner og anerkende, at der er andre måder at tage ‘forstyrrelser’ og de underliggende konflikter seriøst. Hvordan ’forstyrrelser’ skal håndteres er primært en pædagogisk beslutning, og derfor må vi kigge på den undervisnings-læringspraksis, hvori ‘forstyrrelser’ udvikler sig.

​

Ved at situere neksusen af ‘forstyrrelser’ og eksklusioner i praksis kan vi se, hvordan klasserumseksklusioner bruges i situationer, hvor kaossets onde cirkel tager over, og undervisnings-læringspraksissen er ved at falde fra hinanden. Mange ‘forstyrrelser’ består af børn, der forsøger at sikre deres inklusion blandt deres klassekammerater i et konfliktuelt klassefællesskab med social panik. Her kan læreres forsøg på at insistere på undervisningsplanen ved at eksplicitere forventninger, stramme tolerancen, og håndtere rammesætningen og orden på forhånd bidrage til en eskalerende konflikt mellem undervisningsplanen og elevernes sociale relationer. Eksklusioner ses ofte som et middel til orden, men jeg viser, hvordan eksklusioner kan bidrage til at splitte praksissen i gensidige ‘forstyrrelser’, og dermed nærmere er et ‘middel’ til kaos.

​

Lærernes fokus på undervisningsplanen kan ses i sammenhæng med politisk panik omkring at sikre Danmarks velfærdssystem i en globaliseret verden med øget international konkurrence. På samme tid kan statsadministrationen ikke længere forlade sig på lærerne som tjenestemænd, og derfor er en meget tættere kontrol med deres arbejde tilsyneladende nødvendig. Disse politiske forandringer sætter undervisnings-læringspraksissen under et pres, der gennem eskalerende konflikter kan føre til skoleeksklusioner. Jeg argumenterer for, at vi må give lærerne mere fleksibilitet i deres arbejde, sådan at de kan engagere sig i en demokratisk dialog med eleverne om, hvad der er meningsfuldt at lære i skolen og dermed udvikle deres fælles praksis hinsides ‘forstyrrelser’.